Special Olympics Idrætsfestival 2026 er i gang!
Med musik, store smil og masser af energi blev årets Special Olympics Idrætsfestival fredag aften skudt i gang i Roskilde. Nu venter en weekend med sport og fællesskab for deltagerne.
Der var højt humør og store smil over hele linjen, da Special Olympics Idrætsfestival 2026 fredag aften blev åbnet med en festlig åbningsceremoni i Roskilde kongres- og idrætscenter.
De deltagende foreninger og institutioner gik traditionen tro indmarch foran de mange fremmødte, mens flagene blev hejst og den olympiske ild tændt.
Bandet Candy Floss sørgede for musikken under ceremonien, og festivalstemningen blev fuldendt, da festivalsangen blev sunget af deltagerne i fællesskab. Og med masser af applaus blev deltagerne for alvor sendt ind i festival-mode.
Både borgmesteren i Roskilde Kommune, Tomas Breddam, og formanden for Parasport Danmark, John Petersson, bød velkommen fra scenen. I sin åbningstale satte John Petersson ord på den særlige stemning, der præger festivalen:
– De næste dage kommer byen til at summe af idræt, fællesskab og livsglæde. Det er en festival, hvor konkurrencerne bliver taget seriøst, men hvor glæden ved at være sammen fylder mindst lige så meget. For mig er Idrætsfestivalen i år noget helt særligt. Det foregår nemlig på min hjemmebane. Det gør mig både stolt og glad at kunne byde jer velkommen til en by og en kommune, som har taget så positivt imod festivalen.
Lions Danmark donerede flot beløb
Ved åbningsceremonien overrakte Jette Søndergaard fra Lions Danmark en donation på hele 108.750 kroner til Special Olympics Idrætsfestival 2026. Pengene er samlet ind fra lokale Lions-klubber rundt i hele Danmark, og støtten går blandt andet til sundhedsindsatsen Healthy Athletes.
Med støtten til Healthy Athletes er Lions med til at sikre, at deltagerne får adgang til vigtige sundhedstjek og rådgivning – en indsats, der kan få stor betydning for både den enkelte og de frivillige, der gennemfører sundhedsscreeninger under festivalen.
Nu venter flere dage med konkurrencer, oplevelser og nye fællesskaber, når atleterne de kommende dage skal dyste i 12 forskellige idrætsgrene rundt omkring i Roskilde!
Følg med i festlighederne:
Facebook: @parasport.dk og @sodanmark
Instagram: @parasportdk og @specialolympicsdk