soif2020_hvid_rgb.png

Festivaltilmeldingen åbner 15. januar

Det er nu, I skal til tasterne, hvis I vil sikre jer deltagelse ved et af årets helt store højdepunkter, nemlig Special Olympics Idrætsfestival 2022, der finder sted i Kolding til maj. Tilmeldingen åbner den 15. januar, og der er er et begrænset antal pladser i nogle idrætsgrene.

Festivaltilmeldingen åbner 15. januar

Forår, uforglemmelige oplevelser, nye venskaber og masser af sport – lyder det ikke tiltrængt? Der er kun få måneder til, og det er nu, I skal tilmelde jer, hvis I vil tage del i en af årets største idrætsoplevelser, nemlig Special Olympics Idrætsfestival 2022, der afvikles den 20.-22. maj i Kolding. 

Festivalforberedelserne er nemlig i fuld gang, og arrangørerne fra Kolding Kommune, byens foreninger og Parasport Danmark arbejder på højtryk for at give deltagerne en tiltrængt idrætsfest. Der forventes op mod 1000 idrætsudøvere, primært fra Danmark men også fra flere af de nordiske lande. 

13 idrætter på programmet 
Med hele 13 idrætter på festivalprogrammet i år er der noget for de fleste. Der skal dystes i atletik, badminton, boccia, bordtennis, bowling, floorball, fodbold, golf, gymnastik, hockey, håndbold, ridning og svømning. Ud over idrætskonkurrencerne, som er festivalens omdrejningspunkt, er der også meget andet at se frem til. Deltagerne kan bl.a. blive testet i sundhedsprogrammet Healthy Athletes, hvor det også er muligt at få rådgivning om sund livsstil, og derudover kan de se frem til festlige højdepunkter som åbnings- og afslutningsceremoni samt festaften om lørdagen. 

I nogle idrætsgrene, bl.a. bowling og ridning, er der et begrænset antal pladser, og her gælder først-til-mølle-princippet. Og det er en god idé at få tilmeldt sig allerede nu, lyder opfordringen fra festivalleder Anette Svejstrup: 
– Vi vil jo gerne have så mange tilmeldinger som overhovedet muligt, men i nogle af vores idrætter er der en begrænsning på, hvor mange spillere, vi kan have. I bowling eksempelvis, som er en meget populær idrætsgren, er der kun et vist antal baner, og der har vi et loft på maksimalt 90 spillere. Så det er med at få meldt sig til, siger hun.  

Tryg tilmelding  
Forhåbentlig ser coronasituationen bedre ud, når vi rammer maj måned, og Anette Svejstrup forsikrer, at helbred og tryghed har højeste prioritet i arrangørgruppen: 
– Først og fremmest skal alle være helt trygge ved at tilmelde sig festivalen. Vi sætter alle sejl til for at afvikle en sikker og tryg festival efter sundhedsmyndighedernes forskrifter. Skulle vi i sidste ende blive forhindrede i at gennemføre på grund af corona, får alle selvfølgelig deres tilmeldingsgebyr tilbage.  

Tilmeldingen åbner lørdag den 15. januar og skal ske online via dette link (først aktivt for tilmelding den 15. januar).

Sport og sundhed 
Special Olympics Idrætsfestival afvikles i dagene 20.-22. maj i Kolding med stævnecentrum i Sydbank Arena. I år er der som noget nyt også en sundhedskonference på programmet i forbindelse med idrætsfestivalen. Parasport Danmark og LEV sætter i fællesskab fokus på sundhed og trivsel blandt mennesker med udviklingshandicap, når der afvikles sundhedskonference den 20. maj i Sydbank Arena. Læs mere om sundhedskonferencen ved at klikke her.

 

Følg med i forberedelserne til Special Olympics Idrætsfestival i Kolding på Facebook-siden Special Olympics Danmark