soif2020_hvid_rgb.png

Lions Danmark støtter Healthy Athletes

Special Olympics Idrætsfestival fokuserer på atleternes generelle helbred via sundhedsprogrammet Healthy Athletes – og dette kan vi fortsætte med at have, takket være Lions Danmark.

Lions Danmark støtter Healthy Athletes
Foto: Parasport Danmark

Et stort TAK skal lyde til Lions Danmark, der i år donerede 113.974 kr. til sundhedsprogrammet Healthy Athletes til Special Olympics Idrætsfestival i Frederikshavn. Beløbet resulterer i, at festivalen kan fortsætte med at tilbyde gratis sundhedstjek og rådgivning til atleterne. Det er med til at forbedre blandt andet atleternes livskvalitet og præstationer.  Egon Bjørn Andersen som er guvernørrådsformand for Lions Danmark, var til stede under festivalen, og overrakte donationen til Parasport Danmarks bestyrelsesformand John Petersson.

- Formålet med Lions er, at vi skal hjælpe nogen der har behov for hjælp. Special Olympics og Healthy Athletes gør netop dette, ved at fremme sundheden og livskvaliteten for personer med udviklingshandicap via omfattende sportstilbud og sundhedsprogram. Der er dokumentation for, at disse initiativer virker livsforlængende, siger Egon Bjørn Andersen i sin tale, inden han overrakte donationen.

Der er gang i den i FunFitness-lokalet. Foto: Niklas Thim
Der er gang i den i FunFitness-lokalet. Foto: Niklas Thim
To af de frivillige får sig en snak med en atlet om kost og sundhed. Foto: Niklas Thim
To af de frivillige får sig en snak med en atlet om kost og sundhed. Foto: Niklas Thim

Mens de sportslige konkurrencer og festligheder var i gang, rundt i Frederikshavn, blev der lavet hele 399 screeninger af atleter, bestilt 92 par briller og udleveret 45 par solbriller. Det er fantastiske tal, der er med til at skabe flere muligheder for atleter med handicap, gennem sport og fællesskab. Alle, der gennemførte programmet, kunne forlade festivalen med en personlig sundhedsrapport, der blandt andet vurderede syn, tænder, BMI, balance og kondition. Sarah Thomsen, som er medlem af festivalens styregruppe og ansvarlig for Healthy Athletes, er meget positiv over donationen fra Lions Danmark.

- Jeg er meget glad for den synlighed og anerkendelse Healthy Athletes har fået under festivalen. At vi i fremtiden kan arbejde med atleternes generelle sundhed, men i en idrætskontekst som er motiverende for atleten, er i min optik bare helt vildt vigtig, siger Sarah Thomsen.

Udover den fine donation fra Lions Danmark, var de også trådt til med 7 frivillige fra Lions Frederikshavn, der hjalp til under weekendens idrætsfestival. Med donationen, er det muligt for Special Olympics, at fortsætte med at gøre en forskel for atleterne, og sikre at alle får de bedste forudsætninger for succes – både i og uden for sporten.